001 4A5797 De07 40F6 Bc95 6488C630eda6 Pepper Tree C

Toppen af bæredygtighed

Med et stort, smukt, 60 år gammelt pebertræ som omdrejningspunkt har den australske arkitekt Alexander Symes designet et prisvindende og yderst bæredygtigt træhus.

Det er ikke for sjov skyld, at Alexander Symes Architects tagline er Advancing Sustainable Architecture. Den australske arkitekt er ekspert i bæredygtigt byggeri, og hans seneste projekt, Pepper Tree Passive House, har vundet flere priser for sin imponerende og ikke mindst bæredygtige arkitektur.

Da Alexander Symes i 2017 blev kontaktet af sin kunde, der ønskede at bygge en sekundærbolig omkring et stort pebertræ på en skråning i baghaven, tænkte han først, at det var en joke.

”Jeg troede ærligt talt, at han var skør, givet de åbenlyse udfordringer. Men min kunde ville vise, at det er muligt at bevare biodiversiteten og lave sådan et projekt i høj kvalitet,” siger Alexander Symes til habitusliving.com.

Så han tog udfordringen op, og i 2021 stod det spektakulære træhus færdigt – designet som en hyldest til det gamle pebertræ.

I ÉT MED NATUREN
Går du forbi gadehjørnet i den lille forstad til Wollongong i Australien, bliver du mødt af et imponerende syn. Træhuset med det 60 år gamle pebertræ i midten er designet som to vinger, der strækker sig op gennem et udskåret hul i den centrale terrasse.

De to udkragede vinger har hver et grønt tag, der er fyldt med lokale australske planter. Sammen med pebertræet får det bygningen til at passe perfekt ind i den omkringliggende natur. Fra terrassen kan familien – eller deres gæster – sidde i skyggen fra trækronen og nyde udsigten over det betagende Mount Kembla, der rejser sig ikke langt derfra.

Det 60 kvadratmeter store træhus er både tænkt som hjemmekontor for familiens voksende virksomhed inden for bæredygtigt byggeri og som en eksklusiv feriehytte for alle, der drømmer om at lade skuldrene sænke sig og komme i ét med naturen.

BÆREDYGTIGT TIL KERNEN
Pepper Tree Passive House er – som navnet antyder – bygget efter den internationale Passive House-

standard, som er den mest bæredygtige standard for byggeri i verden. For at blive certificeret skal et hus være fuldstændig lufttæt, have fremragende varmeisolering, højt-ydende vinduer, en kuldebrofri konstruktion og selvventilation med høj varmegenvinding.

”Bæredygtighed er kernen, når du bygger efter Passive House-standarden, som både omfatter en naturlig materialepalet, fantastisk design og en stærk forbindelse til naturen,” forklarer Alexander Symes til dezeen.com.

Passive House-standarden er kendt for at øge energieffektiviteten, så det kræver 90 % mindre energi end et standardhus, men det handler altså i lige så høj grad om fantastisk design og komfort. Og her er Pepper Tree Passive House gennemtænkt til mindste detalje.

Huset er så vidt muligt bygget af genbrugs- og affaldsmaterialer. Døre og snedkeri er for eksempel lavet af overskudstræ, mens de runde betontrædesten, der leder hen til indgangen til træhuset, er overskud fra betonmoler og fundamenter.

Udvendigt er træbeklædningen udført med den japanske shou sugi ban-teknik med forkulning af træet. Det giver et flot, mørkt look og skaber en robust og vandtæt ydre overflade.

Indvendigt er der brugt genbrugte mursten på vægge og gulve, så det blotlagte murværk er netop dér, hvor vintersolen kommer ind og rammer bygningen, for murstenene er med til at holde på varmen fra solen. Ellers er interiøret primært i træ, som selvfølgelig er genbrugt eller kommer fra ansvarligt skovbrug.

”Ideen er at have et meget varmt og naturligt interiør, der samtidig skaber et sundt indeklima,” forklarer Adam Symes til Coal Coast Magazine.

64%
Så meget mindre er den samlede CO2-belastning af Pepper Tree Passive House sammenlignet med et lignende hus bygget på tradi­tionel vis i samme klimazone.

PSST!
Har du lyst til at opleve det fantastiske træhus, er det muligt at leje det på Airbnb, hvor det har fået en høj rating på 4,89 fra tidligere gæster.