Vi fandt desværre ingen resultater for .
Frøslev opruster på Thermowood
Efterspørgslen på det bæredygtige Thermowood er steget markant de seneste år, og nu bygger Frøslev sit eget produktionsanlæg for at kunne tilbyde kortere leveringstid og en mere fleksibel produktion.
I det flydende Aktivitetshus i Nordhavnen i København er både indendørs sauna, gangbro og facade beklædt med Frøslev Thermowood ask. Københavns nye vartegn, Kaktustårnene, er beklædt med 27.000 meter trælameller i Frøslev Thermowood fyr, og Frøslev kommer til at levere dobbelt så mange lameller til det nye supersygehus, der er ved at blive opført i Hillerød. Det hele i Frøslev Thermowood, som er Frøslevs serie af thermo-modificeret træ.
Thermowood sniger sig ind i flere og flere store og små byggerier, og den stigende efterspørgsel kan mærkes hos Frøslev, der i øjeblikket fordobler sit salg af det varmebehandlede træ år for år.
”Thermowood bliver mere og mere anvendt – også i større, offentlige byggerier – fordi det er et miljøvenligt alternativ. Det er formstabilt, holdbart, modstandsdygtigt over for svampe og fuldstændig kemifrit,” forklarer Jørgen K. Johansen, der er produktionschef COO i Frøslev, og tilføjer, at miljøvaredeklarationen (EDP) er på vej.
NATURLIG IMPRÆGNERING
Frøslevs serie af Thermowood består af fyr, gran og ask fra certificeret skovbrug i Norden samt det newzealandske fyrretræ ABODO. Thermowood-serien bliver thermo-modificeret ved høj temperatur tilsat vanddamp.
”Det er en varmebehandling, hvor træet bliver varmet op uden nogen former for kemi, og dermed opnår man højere holdbarhed,” forklarer Jørgen K. Johansen.
Det foregår på den måde, at træet langsomt bliver varmet op til 212-215 grader, mens det løbende bliver tilført damp for at undgå, at træet begynder at brænde eller slå revner. De høje temperaturer fjerner alle spændinger i træet, så det bliver meget formstabilt og behageligt at arbejde med. Samtidig brænder man også alle sukkerstofferne i træet væk, så der ikke er nogen næring at komme efter for hverken insekter eller svampe.
Frøslevs thermo-modificerede træ er ikke bare bæredygtigt, holdbart og let at arbejde med, understreger Jørgen K. Johansen. Det er også æstetisk flot.
”Træet har en varm, brun nuance, og lader du det stå ubehandlet, får det en smuk, sølvgrå patinering, der kun bliver smukkere med årene. Og ønsker man at bevare den brune nuance, kan træet overfladebehandles med pigmenteret træbeskyttelsesmiddel.”
Det betyder, at vi kan nedbringe lageret markant, fordi vi kan behandle det træ, vi skal bruge, når vi skal bruge det, og i de mængder vi skal bruge. Derfor vil kunderne opleve en væsentlig kortere leveringstid og en mere fleksibel produktion. Jørgen K. Johansen, produktionschef COO i Frøslev
EGEN PRODUKTIONSHAL
Den store efterspørgsel efter det varmebehandlede træ har fået Frøslev til at gå i gang med at bygge sit eget produktionsanlæg, så de selv kan behandle træet fremover.
”Vi har solgt thermobehandlet træ i en årrække efterhånden uden selv at producere det. Men vi kan se, at efterspørgslen nu er større end udbuddet, så der er et hul i markedet,” forklarer Jørgen K. Johansen, der forventer store fordele ved at have sit eget anlæg.
Det nye anlæg vil også kunne bidrage til at reducere CO2-udledningen på transport, da Frøslev fremover vil kunne bruge det træ, de har på lager, eller som findes i nærområdet.
Lige nu er håndværkerne i fuld gang med at rejse anlægget, og Frøslev forventer at kunne gå i gang med at behandle det første træ omkring 1. april. Og så er de ellers klar til at skrue op for produktionen.
”Vi tror, at efterspørgslen vil fortsætte med at stige, for vi tror på, at industrien i stadig højere grad vil få øjnene op for bæredygtigt træ, herunder Thermowood. Og vi tror derfor på, at der fremover kommer langt flere, større byggeprojekter i stil med det nye supersygehus i Hillerød eller Kaktustårnene i København,” fortæller Jørgen K. Johansen.
6 GODE GRUNDE TIL AT BRUGE THERMOWOOD I DIT NÆSTE BYGGERI
- DET ER FORMSTABILT
det betyder mindre bevægelse, mindre svind og bedre vedhæftning af maling.
- DET HOLDER LÆNGE
det opfylder holdbarhedsklasse 2.
- DET ER BÆREDYGTIGT
det er behandlet uden brug af sundheds- eller miljøskadelige kemikalier.
- DET ER MODSTANDSDYGTIGT
det vil sige, at træet er modstandsdygtigt over for angreb af råd og svampe.
- DET ER CO2-NEGATIVT
det vil sige, at det optager mere CO2, end det udleder.
- DET ER SMUKT
varmeprocessen giver træet en flot, brun farvetone, der får en sølvgrå patinering med tiden.
3 faser: Sådan behandler man Thermowood
FASE1 - LANGSOM OPVARMNING
Træet varmes langsomt op til først 100 grader, og derefter øges temperaturen til 130 grader for at få en jævn tørring i træet. Der tilføres damp for at forhindre, at træet revner. Nu er fugtindholdet i træet næsten nul.
FASE2 - INTENS VARMEBEHANDLING
Temperaturen øges igen, og når træet har nået 212-215 grader, holdes temperaturen i 2-3 timer, mens damp løbende tilføres. Det er med til at forankre træets cellestruktur, så svampesporer forsvinder, og træet opnår en højere holdbarhed.
FASE3 - AFKØLING OG FUGT
Til sidst sprayes vand ind over træet for at køle det ned igen. På den måde hæves fugten i træet til omkring 6 %, så man bagefter kan arbejde videre med træet.