Cf Moller Bygst Clt Odense View 02 Credit C

Båret af træ

Den største CO2-gevinst ved at bruge træ i byggeriet fås ved at anvende træet i de bærende konstruktioner, mener ekspert. Og det er netop tilfældet med WoodHub i Odense, som bliver det første og største kontorhus i Danmark med alle bærende konstruktioner i træ.

De 1.600 medarbejdere, der i dag arbejder i syv forskellige statslige institutioner i Odense, kan glæde sig til, at de i 2025 kan flytte deres skriveborde og computere ind i WoodHub, der bliver Danmarks største kontorknudepunkt i træ. Det særlige ved WoodHub er, at Bygningsstyrelsen allerede i udbuddet stillede krav om, at de bærende konstruktioner skulle være i træ.

”Det er nyt i Danmark. Der er mange, der efterspørger det, men Bygningsstyrelsen er de første, der har taget springet og sat det som et krav. WoodHub er det første byggeri i Danmark i den størrelsesorden med bærende konstruktioner i træ, og det gælder alle bærende konstruktioner. Der er ikke brugt stålbjælker og -søjler i råhuset. Alt er lavet i træ,” fortæller Lasse Ebler, der er Senior Tilbudsprojektchef i NCC, der vandt opgaven som totalentreprenør.

MASSER AF SYNLIGT TRÆ
Det første spadestik til WoodHub blev taget i august 2022 i Lerchesgade i midten af Odense, hvor SKAT tidligere har holdt til. Den gamle bygning er nænsomt revet ned, og NCC er nu klar til at begynde opførelsen af den seks etager høje kontorbygning, der bliver en såkaldt massiv-trækonstruktion med synlige træsøjler. Hele 1.900 af slagsen faktisk.

”Konstruktionen kommer til at bestå af masser af træsøjler med dæk i lim- og CLT-træ. Huset består af seks moduler med kontorpladser samt et stort, lyst Meeting Hub i midten, der binder WoodHub sammen på langs og tværs af alle etagerne,” forklarer Lasse Ebler.

I det centrale mødecenter dominerer de markante trækonstruktioner, og der er desuden masser af synligt træ fra den gennemgående trappe og trælamellerne på vægge og lofter, der også sikrer en god akustik i de store, åbne rum. Der er ikke nogen bjælker på tværs, da WoodHub er designet med en indbygget fleksibilitet, der gør det muligt at flytte rundt på vægge.

”Fleksibiliteten var et andet vigtigt krav fra Bygningsstyrelsen, der ønsker, at kontorhuset løbende kan ændre struktur alt efter hvilke styrelser, der er i huset. Det er vigtigt at fremtidssikre byggeriet, så det ikke er forældet om ti år,” forklarer Lasse Ebler.

Men selvom WoodHub er spækket med træ, kommer det ikke til at ligne et træhus udefra. Tværtimod.

”Facaderne bliver udført i rødbrunt genbrugsaluminium, som matcher nabobygningernes facader af klassiske, røde mursten og dermed viser respekt for det område, det er placeret i,” forklarer Lasse Ebler.

Vi har oplevet stor interesse for projektet, og vi fortæller gerne om det. Vi er sindssygt stolte over at være en del af det her projekt i NCC, for med WoodHub beviser vi, at det kan lade sig gøre at bygge træbyggeri i denne størrelse. Og bare vent. Det her er kun begyndelsen. Vi tror, vi kommer til at se mange flere af denne slags projekter i fremtiden. Lars Ørvad Nielsen, sektionsdirektør i NCC

STOR CO2-BESPARELSE
Og dét er med til at understrege en vigtig pointe i forhold til, hvordan vi får succes med mere træbyggeri i Danmark. Der er ingen tvivl om, at træ bliver afgørende for at nå de nye CO2-krav i Danmarks nationale strategi for bæredygtigt byggeri, der træder i kraft fra 2023, men ifølge Niels Morsing, der er Centerchef ved Træ og Biomaterialer på Teknologisk Institut, er det ikke ligegyldigt, hvordan vi bruger træet.

”En bygning bliver ikke til et træhus ved, at man beklæder den med træ. Det største potentiale i forhold til at nedbringe CO2-aftrykket er, hvis man anvender træet i de bærende konstruktioner,” slår han fast og forklarer, at det handler om at substituere det energitunge i byggeriet, som er beton, da det er dér, den store mængde materiale bliver brugt i en bygning, mens facadebeklædningen kun udgør en lille del.

Byggestyrelsens krav om træ som bærende konstruktion i WoodHub har også givet en markant effekt på CO2-regnskabet. I løbet af 50 år udleder bygningen 5.400 tons CO2 mindre end en tilsvarende betonbygning. Det er en reduktion på 30 %.

Og det er ikke det eneste bæredygtige aspekt, for der er også flere afledte effekter, når du bygger i træ. Hele huset kommer for eksempel til at veje 19.000 tons mindre end et betonhus, og jo mindre det vejer, jo mindre beton er nødvendigt i fundamentet. Det betyder også, at der er brug for mindre transport, så der kommer til at køre færre lastbiler i Odense centrum, og at håndteringen af materialerne på byggepladsen bliver lettere, så der er brug for mindre kraner.

Men hvis det er så effektivt at anvende træ i de bærende konstruktioner, hvorfor er WoodHub så et af de første og eneste byggerier i Danmark, der har gjort det? Det har Niels Morsing et godt bud på.

”Vi har traditionelt set haft stor succes med at bygge med beton i Danmark, og en af de største barrierer mod træ er, at vi ikke har så stor erfaring – især hos entreprenørerne, der derfor lægger et risikotillæg i tilbuddet. Der er ingen præfabrikerede løsninger endnu, så det handler dybest set om at få gjort os nogle erfaringer i Danmark. Jo flere træbyggerier vi får op at stå, jo lettere bliver det fremover,” forklarer han.

DELER VIDEN MED BRANCHEN
NCC har dog lavet en del lignende træbyggerier i Norden de seneste år. Det gælder for eksempel det syv etager høje kontorbyggeri Valle Wood i Oslo fra 2019 og Sveriges største kontorbyggeri i massivtræ, det syv etager høje Magasin X i Uppsala fra 2021. Erfaringerne derfra har NCC taget med ind i projektet i Odense, som forhåbentlig kommer til at sætte nye standarder for træbyggeri herhjemme. Det er i hvert fald ambitionen fra både Bygningsstyrelsens og NCCs side ifølge Lars Ørvad Nielsen, der er sektionsdirektør i NCC og har det overordnede ansvar for deres projekter.

”Når vi går ind i sådan et projekt, vil vi også gerne give noget tilbage til branchen. Der er ingen standardløsninger, så vi kommer til at lave en række fysiske test undervejs for at blive klogere og få båret så meget viden til projektet som muligt,” fortæller han og understreger, at der er nogle særlige fokusområder, når du bygger træ i storskala.

Der er for eksempel nogle særlige tiltag i forhold til brandsikkerhed, når du bygger træhuse over fire etager i Danmark, ligesom det også er vigtigt med en fugtstrategi for at undgå udvidelser og utætheder. Uanset hvilke udfordringer de kommer til at støde på, frem til WoodHub kan indvies i 2025, kan alle interesserede følge byggeriet på aktørernes fælles hjemmeside: woodhub.dk og tage del i den digitale opslagstavle på Instagram: @woodhub.dk.

OM WOODHUB
WoodHub bliver Danmarks største kontorknudepunkt på 31.000 m2 med plads til 1.600 medarbejdere fra de i alt syv statslige institutioner, der flytter ind, når WoodHub åbner i 2025.

  • Bygherre: Bygningsstyrelsen
  • Totalentreprenør: NCC
  • Arkitekt: C.F. Møller Architects
  • Rådgivende ingeniør: MOE

FØLG MED I BYGGERIET
Det første spadestik er allerede sat, og frem mod 2025 kan du følge byggeriet på woodhub.dk, på @woodhub.dk på instagram og i avisen THE WOODHUB JOURNAL, der udkommer to gange om året.

30 %
Så meget mindre CO2 står WoodHub til at udlede over 50 år i forhold til en tilsvarende bygning i beton.