Vi fandt desværre ingen resultater for .
Træbyggeri bliver mere og mere efterspurgt på det nordatlantiske marked
Efterspørgslen på træ til byggeprojekter er stigende på det nordatlantiske marked. Det mærker man hos Frøslev Træ. Den danske træproducent har i løbet af de seneste år leveret træ til en række store byggeprojekter, hvilke blandt andet omfatter opførelsen af Islands største bank, Landsbankinns nye domicil i Reykjavik. Derudover erfarer byggemarkedet Bauhaus Island, at brugen af træ som byggemateriale ligeledes er blevet mere udbredt i forbindelse med gør det selv-projekter og mindre entreprenørbyggerier.
Brugen af træ har i de seneste år vundet endnu større indpas i dansk byggeri. Det skyldes blandt andet, at træ er en fornyelig ressource, der optager og lagrer CO2 fra atmosfæren, har et lavt energiforbrug ved fremstilling og en lang holdbarhed. Begejstringen for træ har ligeledes bredt sig til øvrige dele af Norden. Det oplever man hos Frøslev, hvor særligt efterspørgslen fra det nordatlantiske marked er stigende.
- Hos Frøslev oplever vi en stigende efterspørgsel fra blandt andet Island og Færøerne, der i de seneste år virkelig har taget træet til sig. De efterspørger særligt cedertræ, som er naturligt modstandsdygtigt over for råd og svampeangreb og er meget holdbart. Derudover bliver Sature, der er silikatimprægneret fyrretræ, og det termobehandlede ThermoWood også mere og mere efterspurgt af det nordatlantiske marked, da begge træprodukter er ekstremt modstandsdygtige over for Nordens til tider hårde og våde klima samt kan i funktionalitet hamle op med trykimprægneret træ, som historisk har været meget brugt i Norden, fortæller sælger og arkitektrådgiver hos Acoustic Design by Frøslev, Dorthe Pedersen.
En af dem, der i det daglige oplever den stigende efterspørgsel på træ, er Islands største forhandler af byggematerialer, Bauhaus Island. Her vurderer landechef Ásgeir Bachmann, at blandt andet de seneste års forskning og udvikling i træ har øget den nordatlantiske interesse for det naturlige byggemateriale:
- Det islandske marked er generelt ungt i forhold til byggematerialer, og vi har nok et lidt konservativt marked herfor. Vi har en tendens til at tro, at den måde, som far eller bedstefar byggede på, er den eneste rigtige. Men vi mærker i stigende grad, at markedet er mere villigt til at innovere, når det gælder træbyggeri. Det skyldes formentlig forskning og ikke mindst, at vi får viden om de nyere træprodukter såsom ThermoWood, der både er mere miljøvenlig og samtidig kan klare det barske vejr, siger Ásgeir Bachmann og tilføjer:
- Vores kunder har i den grad fået øjnene op for træets mange egenskaber såsom dets store fleksibilitet. Træbyggerier kan nemlig nemt udvides, reduceres og tilpasses forskellige brugssituationer, og på grund af blandt andet Islands uforudsigelige vejrforhold kan vi se, at det er noget, som tiltaler mange af vores kunder. På det område har brugen af træ som bærende byggemateriale således allerede bevist sin værdi på vores marked.
2.500 kvadratmeter træpaneler til Islands største bank
Et af de store byggeprojekter på Island, hvor træ har fået en afgørende rolle, er opførelsen af Landsbankinn, der er Islands største bank med hovedsæde i Reykjavik. Projektet er tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller, og her har Frøslevs akustiske afdeling, Acoustic Design, leveret 2.500 kvadratmeter perforerede træpaneler med egefiner på fronten.
- For nylig har vi stået for at levere mange perforerede paneler til Landsbankinn. Panelerne er leveret og monteret i et særligt mønster på hovedparten af de indvendige flader i domicilet. Det er godt at opleve, at man nu også indtænker træet som en vigtig spiller i større projekter i Nordatlanten – træet har jo nogle helt unikke miljømæssige egenskaber i form af akustisk dæmpning og et varmt look, der passer godt til de mere hårde byggematerialer som beton, stål og glas, fortæller Dorthe Pedersen og supplerer:
- Et andet stort projekt, som vi sidste år leverede trælofter til, er den prisbelønnede cirkulære demens- og plejeboligbygning i to etager i Selfoss. Her har vi i to etager leveret 1.500 kvadratmeter Stripepaneler som loft med egefiner på fronten, en flot løsning til det cirkulære hus. Løsningen sikrer et sundt indeklima, som øger beboernes velbefindende og lever op til nutidens stigende krav om akustisk regulering. Det nordatlantiske marked for træbyggeri er helt sikkert blevet mere modent, og der begynder at komme mange interessante træbyggerier længere nordpå.
Også populært blandt gør det selv-folk og mindre entreprenører
Det er dog ikke kun i opførelsen af større byggeprojekter, at Island og de øvrige lande i Norden har taget træet til sig og efterspørger dette. Også i forbindelse med private gør det selv-projekter og mindre entreprenørbyggerier er brugen af træ som bærende element blevet langt mere udbredt:
- Bæredygtighed og den islandske regerings voksende incitamenter til at bygge miljørigtigt er ligeledes faktorer, som kan ligge til grund for den øgede interesse for brugen af træ, og vi ser, at flere af vores konkurrenter begynder at kaste mange markedsføringskroner efter branding, der fokuserer på bæredygtigt byggeri. Så til trods for en vis konservatisme er min opfattelse, at islændingene – både professionelle og private – er meget åbne over for at innovere i forhold til måden at bygge huse på, og jeg tror derfor, at efterspørgslen på træ blot vil blive ved med at vokse, slutter Ásgeir Bachmann.