Vi fandt desværre ingen resultater for .
Bagom byggeriet af Skanderborg Søbad
I det naturskønne, midtjyske Søhøjland findes Danmarks sjettestørste sø, Skanderborg Sø.
Her, med det pulserende byliv på den ene side og det levende, maritime søliv på den anden, bygges i disse dage Skanderborg Søbad, der bliver en del af et nyt, sammenhængende byrum, som strækker sig fra Adelgade til søen, med Kulturhuset i Skanderborg som bindeled.
Skanderborg Søbad har været på tegnebrættet i mange år og er et led i kommunes indsats for at skabe et sammenhængende byrum. Efter en lang proces med brugerinddragelse og ideudvikling blev opgaven lagt til udbud som omvendt licitation i foråret 2020. På baggrund af en samlet vurdering af teknisk kvalitet, arkitektur, funktionalitet og tilgængelighed vandt MT Højgaard og Spektrum Arkitekter i sommeren 2020 totalentreprisen.
Området, hvor Søbadet etableres, hedder Byparken, og det forventes at stå færdigt i juni 2021. Faciliteterne vil omfatte to bassiner, udspring, omklædning, toiletter, sauna, multirum, kajakdepot, adgangsbroer og kajplads til turistbåden Dagmar.
Viden om træ har talt med arkitekt Sofie Willems fra Spektrum Arkitekter og projektleder Brian Bay Hermansen fra MT Højgaard om udviklingen af projektet og processen bag byggeriet.
TVÆRFAGLIGT SAMARBEJDE
Totalentreprisen for Skanderborg Søbad blev udbudt i foråret 2020, hvorefter MT Højgaard og Spektrum Arkitekter søsatte deres samarbejde om projektet.
”Tit og ofte er projekter som dette ikke totalentrepriser – men det var Skanderborg Søbad. Og det betyder, at man kan præge byggeriet. Det er er en rigtig spændende opgave, og derfor bød vi på projektet sammen med Spektrum Arkitekter,” fortæller Brian Bay Hermansen, projektleder ved MT Højgaard.
MT Højgaard er en af Danmarks førende entreprenørvirksomheder, og vandbygning er en af deres kernekompetencer. Samme ekspertise for vandmiljøer gør sig gældende for Spektrum Arkitekter, som MT Højgaard derfor inviterede med ombord på opgaven.
Og samarbejdet har været succesfuldt siden begyndelsen, understreger Sofie Willems, arkitekt MAA og partner i Spektrum Arkitekter. Det skyldes især en fælles ambition om at gøre tingene ordentligt samt en stor lydhørighed over for hinandens kompetenceområder.
”Vi har fra start haft et tæt og konstruktivt samarbejde med stor respekt for hinandens faglighed, som i sidste ende er altafgørende for, at projektet bliver rigtig godt. Derudover betyder det også, at vi kan lære en masse af hinanden undervejs,” fortæller Sofie Willems.
BYGGER BRO MELLEM MENNESKER OG NATUR
For Spektrum Arkitekter er det ikke nyt at skabe maritime rum i vandkanten. Tværtimod, så har projekter, som kombinerer bygning og landskab, været en del af tegnestuens DNA siden begyndelsen. Det var nemlig en arkitekturkonkurrence om Esbjerg Strandpromenade, der blev startskuddet på Spektrum Arkitekter.
”Vi elsker vandet. Og langt de fleste af vores projekter er relateret til naturen eller ligger i vandkanten. Den skiftende karakter, som vand har alt efter årstid, og de udtryksmuligheder, der kommer – det er som et lærred, der konstant skifter. Og det er genialt at have som bagtæppe for det, man nu arbejder med,” fortæller Sofie Willems.
DET VINDENDE BUD
Grundtrækkene for Skanderborg Søbad var allerede på plads, da MT Højgaard og Spektrum Arkitekter udviklede deres løsningsforslag. Det var derfor med udgangspunkt i de eksisterende tegninger og tanker, at holdet i fællesskab udviklede det vindende bud, forklarer Sofie Willems:
”Vores arbejde bestod i at finde nerven i projektet, samt forenkle og finde ud af, hvad vi skulle holde fast i fra originaltegningerne, og hvad vi synes, vi kunne tilføje, så det blev endnu stærkere.”
”Jeg tror, at en af de ting, der har gjort, at vi vandt projektet, det var, at vi tænkte fuldstændig andre tanker og valgte at ændre designet radikalt,” tilføjer Brian Bay Hermansen.
Fx ændrede de omklædningsfaciliteterne til ”kolde” omklædnings- rum, som betyder, at de er uopvarmede. Udover, at det er et billigere valg både i byggefasen og i driften, så er det også en klar forbedring i forhold til oplevelsen, forklarer Sofie Willems:
”Et søbad er et sted, man opsøger for at være i kontakt med vandet og naturen, og vælger man at klæde om, så er man jo på vej ud i kulden eller varmen, så man kan lige så godt møde luften, duftene, lydene og sanseindtrykkene allerede i omklædningen.”
En anden stor ændring, som Spektrum Arkitekter og MT Højgaard lavede i forhold til udbudsmaterialet, var at dreje Søbadet en smule mere sydvendt for at opnå en bedre soleksponering, forbedre udsigten til søen, åbne mere op mod byparken og på den måde binde området bedre sammen. Dertil er adgangsforholdene optimeret, ligesom kajen til turistbåden Dagmar er flyttet om på nordsiden af Søbadet for i højere grad at adskille kulturdelen og badedelen – med det formål, at begge miljøer styrkes.
For os er det enormt vigtigt, at bygning og landskab hænger sammen. Og samlet set lykkedes vores løsning med at forene mange forbedringer i projektet med et meget rent udtryk og en god bygbarhed. Det er et stort puslespil, som er spændende at få til at gå op. Sofie Willems, Spektrum Arkitek
OM SKANDERBORG SØBAD
- Samlet areal på søbad: 1.500 m2
- Bygningsareal: 171 m2
- Overdækket areal: 53 m2
- Areal til Kulturløberen: 650 m2
- Totalentreprise: MT Højgaard
- Arkitekt: Spektrum Arkitekter
- Bygherrerådgivere: Bisgaard|Ejsing, A1 Consult, Force4, LYTT og Stæhr Schütze Ingemann Advokatanpartsselskab
- Bygherre: Skanderborg Kommune - Kultur, Borger og Plan
- Fondsstøtte: Lokale og Anlægsfonden og Realdania i alt 12,5 mio. kroner
LIGE EFTER PLANEN
Kontrakten kom i sommeren 2020. Herefter startede projekteringen frem mod efteråret, hvor udførelsen begyndte. Og byggeprocessen er gået godt, fortæller Brian Bay Hermansen:
”Vi er kommet godt fra start. Vi har haft nogle udfordringer med funderingen herude – søbunden har ikke været helt som forventet. Så vi har måtte holde en pause, hvor vi har fået lavet nye boreprøver og undersøgt søbunden. Det viste sig, at vi skulle lidt længere ned. Nu har vi været i gang siden januar, og derfra er produktionen kørt gnidningsfrit.”
Byggeriet består i sin enkelthed af betonpæle, hvor der bygges et trædække ovenpå. Det er en kendt konstruktion, man bl.a. laver i lystbådehavne og rekreative områder. Og det går planmæssigt fremad, understreger han:
”Vi har rammet alle betonpælene til at bære hele søbadet, og vi er nu ved at montere det bærende tømmer og gøre klar til betonkonstruktionerne til alle fundamenterne, som skal bære selve huset.”
TRÆ SPILLER I VANDMILJØER
Materialer skal bruges i deres kontekst – og i vandmiljøer bygger man ofte med træ. Det samme kommer til at gøre sig gældende for Skanderborg Søbad, hvor huset bliver en trækonstruktion, som beklædes i træ. Materialevalget skyldes især træets stoflighed og karakter, forklarer Sofie Willems:
”Træ er et naturligt materiale, som kan tåle skiftende vind og vejr. Det er maritimt. Det er rart at være ved og på, behageligt på den nøgne hud, ligesom det er smukt og patinerer flot.”
Spørger man Brian Bay Hermansen, er træ et særligt fordelagtigt byggemateriemateriale i vandmiljøer, fordi det har en lang holdbarhed og er nemt at arbejde med på byggepladsen:
”Når man bygger i træ, så er det nemt at tildanne, og det er jo en klar fordel, at man let kan bearbejde det, skære det til og tilpasse det. Dertil har træ en lang holdbarhed, hvis man vælger de rigtige træsorter, og det gør, at man vil have glæde af træet i mange år.”
I forlængelse deraf kommer træets bredtfavnende, designmæssige udtryksmuligheder, som Spektrum Arkitekter bevidst bruger til at skabe en enkel og ærlig sammenhæng i byggeriet.
”I og med at træ er et let materiale at bearbejde – man kan både lave inventar, beklædninger og konstruktioner – så har det mange udtryksmuligheder. Derfor har vi blandt andet designet vægge af trælameller, hvor man indefra kan se ud og nyde den smukke natur, men udefra vil man ikke være specielt eksponeret. Ved at bruge samme materiale på gulvene, væggene og afskærmningerne binder vi byggeriet sammen til en stilren helhed. Når det bliver så enkelt, så bliver det også meget ærligt,” fortæller Sofie Willems.
KLAR TIL SKOLERNES SOMMERFERIE
Der er altid en vis risiko forbundet med nye byggerier, som gør, at tidsplanen kan skride. I Skanderborg forløber projektet planmæssigt, og det skyldes især en kombination af hyppig inddragelse af bygherre og tidlig projektering, forklarer Brian Bay Hermansen:
”Vi kom i gang i god tid med at projektere. Vi har inddraget bygherre fra start i forhold til de valg, der skulle tages, så han hele tiden har haft mulighed for at kommentere på det. Der er mange gange frem og tilbage i en proces som denne, og på den her måde risikerer vi ikke at komme for langt i projekteringen, inden bygherre har været med inde over.”
Skanderborg Søbad bliver et levende samlingspunkt for kultur, sport og natur hele året rundt – både i, på og ved vandet. Og nu er der ikke lang tid til, at projektet står helt færdigt.
”Vi følger den tidsplan, der foreligger lige nu. Og hvis alt går efter planen, så hopper den første Skanderborggenser i vandet til skolernes sommerferie,” afslutter Brian Bay Hermansen.