Ro Collection

“Træ har en taktilitet, du ikke finder andre steder”

Når Martin Colberg er med til at designe møbler for Ro Collection, går han efter at skabe tidløse træmøbler i høj kvalitet. I starten af året dystede han i DR-programserien ’Danmarks næste klassiker’ om at skabe en ny møbelklassiker inden for fem forskellige kategorier.

”Det var som at bo fem måneder inde i en tørretumbler!”

Sådan beskriver Martin Colberg sin del­tagelse i DR-programserien ’Danmarks næste klassiker’, hvor han sammen med møbeldesigner Peter Serup skulle forsøge at skabe en møbelklassiker inden for fem forskellige kategorier med blot tre uger til hver.

”Det er virkelig kort tid. Når du komprimerer processen så meget, er der ikke tid til at dvæle ved analyse og ideudvikling – du er nødt til at hive det hele ud af din inderste sjæl. Jeg blev faktisk overrasket over, hvor høj kvalitet vi leverede hver gang, men man kan ikke leve sit liv på den måde. Så ville det blive meget kort,” fortæller Martin Colberg, der har lært rigtig meget om sig selv og det at gennemføre en designproces under programmet.

TIDLØSE KLASSIKERE MED MODERNE TWIST
Martin Colberg er autodidakt møbelmand og har tidligere drevet virksomheden, True North Designs, hvor han har skabt en stærk møbelkollektion. Særligt kendt er Salon-stolen, som han har designet i samarbejde med Asger Soelberg, og som står på en række danske ambassader verden over. I dag er han med til at udvikle møbellinjen for Ro Collection, som har en ambition om at revitalisere den danske designtradition ved nænsomt at udvikle på de danske klassikere.

Jeg har altid været fascineret af dansk design, men hver generation er nødt til at skrive et nyt kapitel og lave et nyt kræmmerhus, der kan hænges på juletræet, ellers dør traditionen.

Martin Colberg arbejder altid tæt sammen med møbeldesignere, når han skaber nye møbler, og han ser mere sig selv som en designdirigent. Når han får en idé til et nyt møbel, starter det ofte ret uromantisk.

”Vi har ikke nogen fast proces, men der er altid et funktionelt udgangspunkt. Ideerne er ofte baseret på at udfylde et hul i markedet,” forklarer han.

Derefter får de i samarbejde de praktiske ting på plads som: Hvem er målgruppen? Hvad må det koste? Hvilke materialer?  Hvor skal det anvendes?

Og så er de klar til at begynde at formgive på skitseplan. Det foregår enten på papir eller i et tegneprogram, hvorefter de laver diverse justeringer med 3D-briller på.

”Vores møbler har ofte et meget organisk udtryk, hvor der ikke er så mange lige linjer. Jeg kan godt lide at bruge naturens egne former,” fortæller Martin Colberg.

Når designet er på plads, slipper de fleste andre møbeldesignere processen, men for Martin Colberg er det vigtigt at bygge prototyperne på sit eget værksted.

”Det gør det let at lave tilretninger, og det giver mere komplette møbler, fordi vi selv står med håndarbejdet og er med hele vejen, indtil møblet skal i produktion.”

NATURENS EGET MATERIALE
Martin Colberg bruger altid træ som det bærende element i sine møbler. Han bruger også andre materialer, men træ ligger hans hjerte nærmest.

”Træ kommer direkte fra naturen. Samtidig er hvert stykke træ forskelligt, så selvom vi laver 1000 stole, er der aldrig to af dem, der er helt ens. Det gør træet interessant og smukt som materiale. Det har en taktilitet, som du ikke finder andre steder,” forklarer han. Derudover har træ et indbygget element af bæredygtighed, som også spiller en stor rolle.

”Træ er naturens eget cirkulære materiale. Det handler om at afstemme vores forbrug og bygge møbler, der holder længe – både i kvalitet og i udtryk, så folk ikke bliver trætte af at kigge på dem.”