Vi fandt desværre ingen resultater for .
Kreativiteten blomstrer i træ
Træ er et alsidigt naturmateriale, som trods sin styrke kan bearbejdes og bruges på mange forskellige måder. Her har vi samlet en række innovative løsninger, der hver især illustrerer træets mange, kreative muligheder.
100 % genanvendelig træfiberisolering
Som et mere bæredygtigt alternativ til konventionel isolering har byggematerialeproducenten Woodfiber udviklet Woodfiber AIR – en CO2-besparende træisolering, der fremstilles af gran fra bæredygtige, svenske skove. Træfiberisolering har en høj isoleringsevne samt unikke varmelagrende egenskaber, som ikke findes tilsvarende i konventionel isolering. Dertil er Woodfiber AIR 100 % geanvendeligt og Cradle to Cradle certificeret.
FRA TRÆ TIL TASKE
Bevidst om den påvirkning mennesker har på miljøet, stræber den verdenskendte, svenske outdoor-virksomhed Fjällräven efter at have naturen for øje, når de designer, udvælger materialer og producerer tøj og udstyr. Fjällräven har blandt andet udviklet rygsækken med navnet Tree-Kånken, som er lavet af Pine Weave – et unikt lyocell-stof lavet af træflis fra certificerede, svenske fyrretræer.
Kilde: Fjällräven
BOLDSPIL PÅ ”TRÆGRÆS”
Fremtidens fodboldkampe kan blive spillet på kunstgræs lavet af træ. Maritimselskabet Aboat og olieselskabet Goe-IP fra Stavanger har nemlig udviklet et træbaseret produkt, der kan erstatte det gummigranulat, der normalt benyttes til at lave kunstgræsbaner.
Træ indeholder cellulose og hemicellulose. Og med udgangspunkt i disse stoffer er der skabt et produkt, der egner sig godt til kunstgræsbaner, og som tilmed nedbryder sig selv, hvis det havner uden for banens kridtstreger – i modsætning til de nuværende kunstgræsbaner, der er en kilde til mikroplast i naturen.
Træbanerne bliver testet i et FIFA-godkendt laboratorium, og 180 europæiske købere står klar, så snart godkendelsen lander.
Kilde: Træ.dk og NRK Rogaland
TONEANGIVENDE TRÆHØJTALERE
Højtalere produceres ofte i plastik, stål og aluminium, men ikke hos britiske Orbitsound. Her produceres højtalerne i træ, fordi træ er et formstabilt og kompakt materiale, der naturligt absorberer lydvibrationer og skaber minimal lydforvrængning. Med andre ord efterlader træ mindre rum til den slags ekko, der opstår i højtalere af plastik eller metal og frembringer således en rigere og renere lyd. Træ er samtidig også et stærkt, naturligt materiale, der er let at arbejde med og kan bearbejdes til forskellige former og æstetiske udtryk, så både design, lydkvalitet og produktion harmonerer.
Kilde: Orbitsound